"Syng med fødderne"

Forord:

 

 

At være pilgrim betyder at være en fremmed. Pilgrimmen søger ud på ukendte veje til ukendte steder, hvor ingen kender ham eller hende. Målet, pilgrimmen søger, er at komme nærmere til Gud: Væk fra tvivl og vantro, som fylder sindet. Målet nås, når pilgrimmen indser, at Gud fandt ham eller hende, før end han eller hun gik ud, men at Gud lod ham eller hende gå alligevel, fordi man på Herrens Mark udfordres, og i udfordringens strabadser  genfinder ydmygheden, ser Gud allerede er på vej, allerede kommer én i møde, at Gud har ventet længe på dig: Vi har bare overset det! Luk. 15.20. En pilgrim er altså en kirkefremmed, som søger Gud. Vi har  derfor en kæmpe missionsmark foran os, som endnu ikke er pløjet!:

 

Pilgrimsvandring er med andre ord vejen hjem: En vej flere og flere er begyndt at gå, så flere og flere kirker igen fyldes til bristepunktet. Hvor herligt! Pilgrimsvandring gør forhåbentlig den kirkefremmede fortrolig med Kirken, og måske ender det ligefrem med, at den kirkefremmede endda bliver kirkevant.   

                                                                                                

 

 Altså!.....Lad os gøre dørtrinnet ind til kirken lavere: Her har konceptet vandring og andagt vist sig at være bæredygtigt: Ro til at fordybe sig ude i naturen, og et Guds ORD i kirken, det matcher godt sammen. Her er salme-sang, og sang forener!  Lad hver fugl synge med sit næb, og syng bare FALSK, det gør ikke noget, men kom med!  Kridt støvlerne: SYNG MED FØDDERNE  !

 

                                                                                            

                                              

 

                      Eksempler på pilgrimssalmerne i bogen:

 

                                                                  Melodi: ”Jeg går i fare, hvor jeg går”

                                                                               Freylingshausen    1708

 På vej – på vej – til Jesus, Guds Søn

 

Hør kirkeklokken ringer så skønt,

et kald til dig som vandre´.

Stop op, gå ind, men bed ej på skrømt, 1)

tænd lys for fred og andre:  2)

Som ikke er med på din færd,

alligevel står de dig nær.

For hvert et skridt, som du går, er bøn.

På vej – på vej – til Jesus, Guds søn.

 

Hver gang en kirke krydser din vej,

det er et tegn, en mening:

At der er mål i sigte for dig.

Du vandrer mod forening:

For pilgrimme bindes med bånd,

i mødet, i fællesskabs ånd.

For hvert et skridt, som du går, er bøn.

På vej – på vej – til Jesus, Guds søn.

 

I nadv´rens lette måltid du får

den kraft, som gi´r  din vandring,

at offerlammets blodige sår

i dig bli´r  til forandring:  3)

Den fremmede bliver din ven,

din kærlighed vokser igen.

For hver et skridt, som du går, er bøn.

På vej – på vej – til Jesus Guds Søn.

 

Og når engang du så kommer hjem,

forklaret og forandret,

med åbent sind og hjertet på klem,

din TRO så småt forankret,

så kender du  vejen til Gud,

at Han fandt dig, før du gik ud.  4)

For hvert et skridt, som du går, er bøn.

På vej – på vej – til Jesus Guds Søn.

 

 

januar  2008

 

Forklarende noter: 

1) Matt. 6,5-7

 

2)  Det er ofte langt bedre ”kun” at tænde et lys – at bede en ordløs bøn. Alt, alt for tit bedes der om dit og dat: ”Gud hjælp mig, så jeg bliver rask – hjælp mig i min krise – hjælp mig, så jeg får arbejde” osv. osv . osv.  Det er også OK, hvis bønnen afsluttes med ordene: ”…men Gud, ikke min vilje, kun Din vilje ske.” Matt. 26,42 – Luk. 22,42. Vi ved nemlig ikke, hvad der er bedst for os. Måske er det netop det ubehagelige i vores liv, som vi ikke bryder os om, der gavner os...??  Man ser ofte, at opfyldes den konkrete bøn ikke – hvad den sjældent gør – så bliver vedkommende skuffet og vred på Gud. Hvis vi vil sikre os, at vi ikke ”trætter” Gud med al vores beden, så indskrænker vi vores bøn til det enkle, Jesus har lært os: ”Fader Vor”.

 

3) Ved  at indtage nadveren bliver  vi én del af Kristus , idet vi spiser Hans legeme og blod. Dette har Paulus forklaret tydeligt i Romerbrevet kap. 5 – 6 – 7 og 8

 

4)   Luk. 15,4-

 

 

Egen melodi:

 På veje som går opad og går ned.

 

På veje som går opad og går ned

og langt, langt væk, der vandrer jeg af sted.

Jeg kaldes pilgrim, for jeg er en fremmed,

ved  hvert et skridt jeg går, har jeg fornemmet,

at vejen fører mig til TROENS fred:

 

Jeg går alene, og jeg går med fler´,

går tavs, imens jeg glæder mig og ler.

Hver nøjsom dag er det, som om jeg kender

enhver, jeg mødes med – vi er straks venner

på samme vej, hvor der ”mirakler” sker.   1)

 

Ret ofte på et herberg samles vi    2)

ved aftens tid, når sliddet er forbi.

Lidt trætte deler vi et måltid sammen,

for her er fællesskabet altid rammen:

Et tegn på ”NOGET” gerne står os bi.   3)

 

Og når jeg drikker løs af kildens vand,     4)

erindrer  jeg, at ORDET også kan

min tørst i hjertes dybe stilhed slukke,   5)

henrykke mig i fryd med TROENS sukke,

hvis Jesus følger mig som vandringsmand.    6)

 

Ved målet – fremme ved Sankt Jacobs grav -

forløses jeg – Gud stiller ingen krav:    7)

Var vejen hård og sled på mine kræfter,

blev TROEN gerne styrket dagen efter.

Til sidst genfandt jeg vores kristne arv.   8)

 

Og denne arv det er OPSTANDELSEN,    9)

jeg havde det nok  på fornemmelsen,

hvis sind og hjerte skulle sig forandre,

var det slet ikke nok herud at vandre,

men ha´ som klædedragt BEKENDELSEN.   10) 

April 2008 

Forklarende noter: 

 

1) Der er utrolig mange skrøner om fysiske mirakler på caminoen: Men det sande mirakel er ”pilgrims-freden”, dette at alle på caminoen er i ”familie”, lever sammen trods forskellig nationalitet – konfession – afklaring mht. TRO, og……ikke mindst, at den spanske befolkning , som bor langs med caminoen, stadig betragter os med rygsæk som pilgrimme.

 

2) Vendingen ”ret ofte” er brugt, fordi pilgrimmene på caminoen ikke går sammen om dagen, i hvert fald ikke alle, men – hvis man tilfældigt har valgt samme herberg – mødes man igen om aftenen. Tit kan der gå dage – næsten uger imellem man støder på de samme pilgrimme. Andre gange sidder man bogstaveligt talt lårene af hverandre.

 

3) ”NOGET” er naturligvis Gud, men mange sekulære pilgrimme har svært ved at bruge dette navn og bruger i stedet ordet ”KRAFT” eller ”NOGET”. Disse ord er anonyme og upersonlige.

 

4) Hele vejen langs caminoen er der kilder, man uden videre godt kan drikke af. Vandet er klart og rent. Et par km. udenfor Estella findes også en ”vin-kilde”. Det er vinfirmaet ”Bodegas Irache”, som har lavet denne ”kilde”, hvor der i den ene hane er vin og i den anden er vand til at skylle efter med.

 

5) Joh. 4,1-42

 

6) Luk. 24,13-35

 

7) Hovedtemaet i Kristendommen: Vi gives frelsen for intet.

 

8) Vores kristne ARV er Den Apostolske Trosbekendelse.

 

9) Opstandelsen er højdepunktet i Passionshistorien, og Passionshistorien er selve omdrejningspunktet i Kristendommen. I dag er der desværre ikke mange som tror på Opstandelsen, men mener, det skal forstås i overført betydning. Dog!...Tror vi ikke på Opstandelsen ”ligger vi Kristus tilbage i graven”, som Phillip Melanchthon skriver i Apologien til Den Augsburgske Konfession. Uden Opstandelsen reduceres Kristus til en ordinær profet, som led martyrdøden. Men Kristus er Gud, som blev menneske og var Sin Fader lydig selv ind i døden.

 

10) Der er tre Trosbekendelser: Den Apostolske Trosbekendelse kaldet Apostolicum, som har sit navn ud fra den tradition, at det er apostlene, der har forfattet den. Den Nicænsk-Konstantipolitanske Trosbekendelse kaldet Nicænum, som har sit navn efter to store kirkemøder i hhv. Nicæa i 325 og Konstantinopel i 381.  Den Athanasianske Trosbekendelse kaldet Quicunque, og som er skrevet som et modsvar til Arianerne ved hhv. to kirkemøder i Ephesos i 431 og Chalkedon i 451. Ud over disse tre har Den dansk Folkekirke to andre bekendelsesskrifter: Den Augsburgske Konfession kaldet Confessio Augustana, og som har sit navn efter Rigsdagen i Augsburg i 1530, hvor Den Tyske Kejser Carl V foregav at ville forlige Paven og Luther. Dette skete som bekendt ikke. Endelig har vi Luthers Lille Katekismus, også kaldet ”Børne Katekismen” fra 1525, som er skrevet i et kort og klart sprog  og opregner, hvad der er fornødent for enhver sand kristen at vide. Disse fem bekendelsesskrifter er som sagt fundamentet i Den Danske Folkekirke: At forkaste ét eller flere af disse, eller dele af disse skrifter, fører ud i en glidebane, og ender som regel i tam humanisme, hvis ikke det der er værre: New Age. Katolikkerne har Den Katolske Kirkes Katekisme fra 1992, som dækker alle sider og vinkler af Den katolske Tro og dennes Tradition og er enhver sand katoliks fundament.

 

                     

                                                         

 

                                    Tilbage til   "Udgivelser"

                                                      eller

                                          Gå til  "Bestilling"